Logo

Klosterets historie

Vi tilhører Det Hellige Kors' orden. Ordenen blev grundlagt af to søskende, der var tvillinger (en raritet i Middelalderen). De var den Salige Wilhelm og den Hellige Sacharissa, søn og datter af en tysk adelsmand, der ingen Evangelieoplæsning barmhjertighed udviste overfor de syge og svage. Da hans egen hustru blev ramt af en sygdom, der gjorde hende til krøbling, behandlede han hende med stor grusomhed, og til sidst døde hun af sorg over det. Da han selv døde uden at have angret sine synder, blev tvillingerne rædselslagne, da dette uværgerligt ville føre til hans evige fordømmelse. De besluttede derfor at gå ind i klosterlivet og hellige sig bøn for deres fars sjæl. De forærede deres jordiske gods til kirken imod at få lov til at indstifte en orden, hvis formål skulle være at bede for deres fars frelse, at pleje de syge og de svækkede, og at prædike anger, bod og bedring på de offentlig markedspladser. Ordenen er selvsagt en tiggerorden, og den lægger op til dobbelte klostre, dvs et til mænd og et til kvinder, der hører sammen under en abbed/abbedisse, ligger op ad hinanden og har fælles økonomi. - Vort eget kloster hedder Det Hellige Kors' kloster.

Der er som det fremgår af navnene, forskel på de to søskende. Som enhver anden orden har vi, så snart de var døde, søgt om at få vore grundlæggere helgenkårede. Første trin i processen er, at deres livsførelse bliver nøje undersøgt. Bliver de fundet værdige (og har ordenen tilstrækkelig støtte i det kirkelige hierarki) så bliver de saligkårede. For at komme op på næste niveau og blive decideret helgen, kræves der, at der har fundet mirakler sted ved afdødes grav eller i forbindelse med andre af hans/hendes jordiske rester. Nu forholder det sig sådan, at en munk fra ordenen, der var halt, tilbragte en nat i bøn ved den Hellige Sacharissas grav, og om morgenen var han helbredt. Et vældigt mirakel - som har ført til hendes helgenkåring. Broderen nøler endnu bagefter.

Relikvieskrin Under vores processioner fører vi med os vores 2 relikvieskrin. I det ene, et splint fra Jesu' kors - bragt tilbage fra korstogene i 1099 - og i det andet, lillefingerknoglen fra den Hellige Sacharissas højre hånd. Processionen føres ofte i form af et kors, med læsninger fra evangelierne ved yderpunkterne. Og så er der dansen! Ja, den er en væsentlig del, så meget, at selvom kirken i den tidlige middelalder forsøgte at forbyde den, måtte den til sidst give sig, og nøjes med at foreskrive, at biskopperne ikke måtte "løfte fødderne fra gulvet", dvs hoppe, men kun skridte anstændigt frem. Andre end biskopper er ikke omfattet af reglen. Ifølge beskrivelserne stiller man op i rækker på fire, der holder hinanden i hånden. Så udføres der "et cadenseret spring med et tilbagegående trin [der] kaldes også Trespring" - så rækkerne, der står bag hinanden, bevæger sig fremad så længe musikken varer.

Derudover findes der forordninger, der siger, at kirkefolk ikke må spise, drikke og snakke mens de går - så det har de nok gjort...og i vores kloster kan vi nok ikke sige os helt fri for den slags.